Jeg føler mig ikke som en snart 80-årig
Da Agnete første gang så deltagerne fra karate komme grinende ud fra træningslokalet i motionscentret, var det ikke muskelkraft eller hårde spark, der tiltrak hende. Det var glæden. Sammenholdet. Nysgerrigheden blev vakt – og da hun i en alder af 63 faldt i snak med en af deltagerne, kom opfordringen: “Kom med – det kan du sagtens.”
Det blev starten på noget helt nyt. Efter årtier med dårlig ryg og gymnastiktimer der aldrig rigtig interesserede hende fandt Agnete endelig en motionsform, der både styrkede kroppen og sindet. Og her gik det hurtigt op for hende, at karate ikke handler om høje råb og rå styrke – men om kontrol, mental styrke og respekt.
Siden da er det blevet til snart 15 år med karatetræning – og da hun flyttede til Sorø, blev hun hurtigt en del af den lokale Shinchukai karateklub. “De er så søde og rare. Jeg føler næsten, det er min nye familie,” fortæller hun.
Karaten har ikke bare styrket hendes krop. Den har også givet hende en følelse af tryghed og indre ro. “Tidligere kunne jeg godt være bange for mørket. Men det er jeg ikke mere. Der er kommet en styrke inden under huden.” Hun mærker også en tydelig forskel på humøret: “Før kunne jeg godt have en tendens til lidt mismod. Sådan er det ikke mere.”
I dag træner Agnete to gange om ugen – og hun bliver stadig udfordret. “Der er hele tiden nye ting at lære. De unge i klubben siger: ‘Hvordan kan du huske alt det?’ Og “Hvor er det sejt!”
Og hvad siger naboerne, når du kommer gående på parkeringspladsen i karatedragten om sommeren?
“De stirrer. Og synes, det er sejt.”
Men for Agnete handler det ikke om opmærksomhed – det handler om livsglæde.
“Jeg ved godt, jeg snart er 80. Men det er ikke sådan, jeg føler mig.”
Alligevel er der ikke bitterhed i hendes blik, når hun fortæller. Tværtimod retter hun ryggen og øjnene lyser, når hun fortæller, hvordan naturen trækker hende op igen. Sorø blev hendes hjem netop på grund af naturen - og den forbindelse vokser for hver dag.
Hun drømmer om at få flere mennesker til at opleve naturen, ikke som noget man hurtigt passerer, men som noget man fordyber sig i. Mange kalder hendes tilgang “alternativ”, men det genkender hun ikke. “For mig er det det mest naturlige i verden,” siger hun med et stort smil.
Lisbeth finder sin lykke i sekvenser. I et åndedrag under trækronerne. I et vinterkoldt dyp i Sorø Sø. I følelsen af at høre til - ikke bare i byen, men i den natur, hun er en del af. Og måske er det netop dér, den dybeste form for lykke bor.