“Sorø er jo kultur, læring og viden”

I gymnastiksalen på Skolevej spiller en lille mobilhøjtaler argentisk tangomusik. Der er spejle på den ene langside og de første elever er allerede ved at varme op ved baren. Det er udelukkende kvinder og de ser alle hen på Charlotte, som lægger mobiltelefonen med musikken fra sig: “Så går vi i gang!” - lyder det myndigt. 

Charlotte de Nergaard elsker de klassiske kunstarter. Hendes far var skuespiller, hun er uddannet balletdanser og nærmest opvokset på Det Kongelige Teater. Men efter årene med træning og uddannelse var det ikke scenen der lokkede, men mere arbejdet bag scenen og især undervisningen der trak. Efter Det Kongelige Teater gik hun på gymnasiet og fik en uddannelse som engelsk/tysk korrespondent.

Da Charlotte mødte sin forhenværende mand flyttede hun til Sorø. “Han havde børn og var ikke flytbar. Det var jeg. Så det var i første omgang det praktiske der fik mig til byen, men jeg har altid gerne ville bo her.” 

Senere blev hun skilt, fandt en ny mand og fik sønnen Magnus. 

Charlotte i fuld gang med tango undervisning i gymnastiksalen på Skolevej på Freeriksberg.

“For mig er Sorø en lille perle her på Midtsjælland. Her jo kultur, læring og viden. Og smuk natur, historie, akademiet, kunst og endda ballet.”

I dag deler hun sin tid mellem et arbejde i Danmarks Statistik og danseundervisning her i Sorø. Hun er ikke til et 8 timers job på et kontor. Hun nyder friheden og at kunne bestemme selv. Når man spørger om hvad hun underviser i og hvor maget, må hun stoppe op og tælle på fingrene.

“Ja, det er tango for kvinder og balletundervisning. Jeg har en, to, tre, fire, mandag, tirsdag og lørdag…..8 hold hver uge”.

Sorø Balletforening holder til i lokalerne hos Dansesalen på Skolevej på Frederiksberg lige syd for Sorø. Men fremtiden er usikker. Skolen risikerer at blive solgt fra. Den udsigt gør Charlotte trist og hun forsøger, som medlem af Frederiksberg lokalråd, sammen med flere andre i byen, at få indflydelse på hvad der skal ske med skolen.

“Det ville være trist, hvis det hele ender med at blive revet ned eller omdannet til dyre lejligheder. Stod det til mig skulle stedet omdannes til et hybridhostel og vandrehjem med åbne værksteder. Kan du se det for dig? Vi ligger jo tæt på togstationen, der er under en time til København. 

Charlotte slutter af med et bredt smil: “Området savner lokaler til kreative mennesker - selvfølgelig skal det bevares og bruges til sport, dans og fritidsaktiviteter!”

Lige nu er der tid. Afgørelsen er udsat til 2028. 

Før tangoundervisningen er der ballet på programmet.

Previous
Previous

Det bliver i familien

Next
Next

Jeg føler mig ikke som en snart 80-årig