Jeg tog chancen - og blev udtaget til landsholdet

Spørgsmål: Hvad har formet dig mest?

Jeg er vokset op med en far, der ikke ville have børn - og en mor, der gerne ville. Da det gik op for dem i de første skoleår, at jeg var ordblind, fik jeg nærmest at vide, at så kunne jeg jo ikke blive “noget stort”.  

Jeg blev mobbet i skolen. Ikke bare lidt drilleri - men på den grove måde. Og det sætter sig. Man lærer hurtigt at være på vagt, og man lærer at bide ting i sig.

På et tidspunkt skiftede jeg skole, og det var faktisk der, mit liv drejede. En lærer så mig til idræt og sagde til min mor: “Han skal starte til springgymnastik.” Jeg begyndte at træne, og pludselig var der noget, jeg kunne. Noget jeg kunne blive bedre til.

Jeg kom til konkurrencer og hev en bronzemedalje med hjem. Jeg var stolt. Men hjemme var der ikke meget anerkendelse. Min far sagde: “Ja, men det er jo ikke lige frem en førsteplads”… Det var aldrig helt nok. Det er hårdt - men det har også givet mig et ekstremt konkurrencegen. Jeg giver ikke op. Min far og jeg taler ikke sammen den dag i dag.

I dag bruger jeg det i cheerleading. Mange tror, det handler om at heppe på et hold. I Danmark er cheerleading en konkurrencesport, og det kræver styrke, teknik og nerver. Og så er der fordommene - især når man er mand. “Hvilket hold hepper I på?” og den der med “løse håndled”. 

For et par år siden tog jeg selv springet fra kun at være instruktør til også at stille op som udøver. Jeg tog chancen, mødte op til en try-out - og blev udtaget til det danske landshold. Det betyder meget for mig. Ikke fordi det handler om titler, men fordi det beviser noget for mig selv: at man godt kan komme fra et sted med lave forventninger - og ende et sted, hvor man bliver valgt til.

Min omgangskreds ved godt, hvad sporten er. Men jeg møder stadig fordommene. Og helt ærligt: de mænd, jeg kender i sporten, er nogle af de stærkeste mennesker, jeg kender. Nogle har gymnastikbaggrund, andre har ikke —-de synes bare, det er fedt og krævende.

Jeg bor i Sorø nu, og jeg løber meget. Naturen her er min måde at få ro i hovedet. Men træningen… den er min måde at holde fast i, hvem jeg er blevet: en der kan tage imod pres — og bruge det til at flytte sig.

Kenneth fortæller uden store armbevægelser. Ikke som én der søger anerkendelse, men som én der har regnet sin historie ud og lever med den. Landsholdsudtagelsen nævner han næsten i forbifarten — som om det vigtigste ikke er præstationen, men rejsen derhen. Og måske er det netop dét, der gør cheerleading til mere end en sport for ham: et sted, hvor han igen og igen har valgt sig selv til.