Lykken er ikke konstant
Spørgsmål: Hvordan bruger du naturen?
For Lisbeth Bruun Østerby er lykke noget, der opstår i glimt - især når hun befinder sig i naturen. Det er her, hun mærker forbundethed, ro og healing.
“Man skal ikke bare bruge naturen som en kulisse, når man går en tur,” siger hun. “Man skal være til stede i den. Sætte sig ned, lytte, mærke underlaget og egentlig bare give sig hen.”
Lisbeth er psykoterapeut med speciale i naturterapi, og hendes liv i Sorø er tæt knyttet til skovene, bakkerne og søerne omkring byen. Hun kender området ved Kongskilde som sin egen bukselomme, og Fredskov er et af de steder, hun søger hen, når hun har brug for “grounding”. Flere gange om ugen svømmer hun i Sorø Sø - sommer som vinter. For hende er det terapeutisk i ordets reneste forstand; de kolde dyp giver både styrke, klarhed og en følelse af at være helt til stede.
Men Lisbeths vej hertil har ikke været let. Ud over sit arbejde som psykoterapeut har hun haft et job på en beskyttet institution. En nattevagt endte med at ændre hendes liv. Hun blev overfaldet af en mandlig beboer og fik tæsk - et voldsomt og ubehageligt angreb, som satte sig som et traume. Siden da har hun været sygemeldt, og naturen er blevet den vigtigste brik i hendes helingsproces.
Alligevel er der ikke bitterhed i hendes blik, når hun fortæller. Tværtimod retter hun ryggen og øjnene lyser, når hun fortæller, hvordan naturen trækker hende op igen. Sorø blev hendes hjem netop på grund af naturen - og den forbindelse vokser for hver dag.
Hun drømmer om at få flere mennesker til at opleve naturen, ikke som noget man hurtigt passerer, men som noget man fordyber sig i. Mange kalder hendes tilgang “alternativ”, men det genkender hun ikke. “For mig er det det mest naturlige i verden,” siger hun med et stort smil.
Lisbeth finder sin lykke i sekvenser. I et åndedrag under trækronerne. I et vinterkoldt dyp i Sorø Sø. I følelsen af at høre til - ikke bare i byen, men i den natur, hun er en del af. Og måske er det netop dér, den dybeste form for lykke bor.
