Det bliver i familien

Da Rasmus Sinding var yngre, troede han, at han skulle være professionel soldat. Han trænede målrettet – indtil det gik op for ham, at det også indebar at skyde på mennesker. Det var trods alt ikke ham.
I stedet førte gymnastikken ham en anden vej. Han havde dyrket gymnastik i mange år, været en del af DGI’s verdenshold og rejst rundt i Europa. Senere fandt han parkouren, som han tog med sig, da han en dag blev inviteret på kaffe på Sorø Gymnastikefterskole.

Det begyndte uformelt. Og endte med et job.

Rasmus blev ansat til at undervise i gymnastik og parkour – og til noget, der dengang lød lidt spøjs i kontrakten: 100 timer til Facebook. Skolen havde brug for en ny fortælling udad til, og Rasmus fik frie rammer til at skabe den med foto og video. Dengang var der omkring 100 elever. I dag er der mere end dobbelt så mange.
Men det var først under jobsamtalen, at Sorø for alvor begyndte at trække i ham. Mens han sad i lokalet, gled blikket op på væggen med gamle fotografier. Ét navn sprang i øjnene: Kai Sinding-Jensen. Hans oldefar.

Rasmus vidste godt, at familien havde rødder i Sorø, men han anede ikke, at hans oldefar havde været bestyrelsesformand for skolen i omkring 15 år – og præst i den nærliggende Lynge Kirke. Senere, da Rasmus dykkede ned i skolens arkiver, dukkede endnu en forbindelse op: et billede af hans farmor som elev, fra dengang skolen var centralskole.

Det, der var begyndt som et job, viste sig at ligne en familiehistorie.

Rasmus og hans kone flyttede fra København ind i skolens tjenestebolig. De boede der i seks år. Og et sted undervejs blev de forelskede i byen og området. Sorø voksede stille og roligt på dem.
I dag bor de få kilometer fra skolen sammen med deres to børn. Hverdagen er tæt vævet sammen med efterskolen, byen og foreningslivet. Rasmus’ kone arbejder også på skolen. De cykler, løber, bruger skovene og stierne omkring søerne. Naturen er ikke bare noget, man taler om – den bliver brugt.

Men det er menneskerne, der fylder mest.

Gennem gymnastikken er der opstået et netværk af relationer, som rækker langt ud over træning. Hver fredag samles børn, forældre og instruktører i hallerne. Gamle gymnaster vender tilbage. Nye kommer til. Der er plads til både bevægelse og fællesskab – og bagefter en øl og en snak.

For Rasmus er Sorø ikke én ting. Det er helheden. Byen, naturen, efterskolen og menneskene hængersammen. Og det, der engang blot var et stop på vejen, er langsomt blevet hjem.